Tilstandsrapporter
botjek Haderslev - Ingeniørgruppen Haderslev tilbyder at udføre huseftersyn. Resultatet af et huseftersyn er en tilstandsrapport, som er en samlet skriftlig vurdering af en boligs synlige skader og tegn på skader. Boligen sammenlignes med andre boliger af samme type, alder og stand - og ikke et nyt hus.
I forbindelse med salg af bolig er det frivilligt, om du vil få lavet en tilstandsrapport, men det er en meget god idé, da du ellers risikere at have ansvaret for skjulte fejl og mangler i 20 år. Tilstandsrapporten skal suppleres med et tilbud om ejerskifteforsikring og et skriftligt tilbud om at betale 50% af den samlede præmie for denne forsikring.
Dog hæfter sælger stadig for eksempelvis ulovligheder, svig og grov uagtsomhed.
Om tilstandsrapporten
Tilstandsrapporten indeholder tre dele:
• Den bygningssagkyndiges resultater af huseftersynet (herunder karakterer til de enkelte bygningsdele)
• Sælgerens egne bemærkninger og oplysninger om ejendommens skader
• Bygningskonstruktioner, som er oplysninger til ejerskifteforsikring
Den bygningssagkyndige vurderer hver enkelt bygningsdel og noterer en karakter, der viser, hvilken betydning skaden har for den enkelte bygningsdel eller for andre bygningsdele.
Den bygningssagkyndige bruger et karaktersystem med seks karakterer. Karaktergivningen er en byggeteknisk vurdering. Den er ikke et udtryk for, hvor meget det vil koste at udbedre en skade. En alvorlig skade kan nemlig godt være meget billigere at udbedre end en mindre alvorlig skade.
Faktaboks: Karaktersystemet
| UN: Bør undersøges nærmere Beskriver forhold, hvis konsekvens ikke kan fastlægges tilstrækkeligt ved den visuelle gennemgang. Det kan være en alvorlig skade; derfor bør art, omfang og konsekvenser altid afklares. Karakteren UN er derfor den karakter, der skaber størst uklarhed for køber. K3: Kritiske skader Beskriver skader, som vil medføre, at bygningsdelens funktion svigter inden for overskuelig tid, og som risikerer at medføre skader på andre bygningsdele. K2: Alvorlige skader Beskriver skader, som medfører at bygningsdelens funktion svigter inden for overskuelig tid, men hvor dette ikke vil medføre skader på andre bygningsdele. K1: Mindre alvorlige skader Beskriver skader, som ikke har nogen indflydelse på bygningsdelens eller bygningens funktion. Skaden vurderes ikke at udvikle sig med tiden. Den er taget med for at undgå usikkerhed med hensyn til bedømmelse af huset. K0: Kosmetiske skader Beskriver skader eller forhold, som kan påvirke købers indtryk af bygningen. Kosmetiske forhold er uden betydning for bygningsdelens funktion, og vil ofte være "bagatelagtige skader", som derfor sjældent fremgår af rapporten. IB: Ingen bemærkninger Beskriver, at bygningsdelen ikke giver anledning til bemærkninger. |
Tilstandsrapporten indeholder ikke vurdering af el- og vvs-installationernes funktion, æstetiske eller arkitektoniske forhold, sædvanligt slid og bygningernes normale vedligeholdstilstand, m.v. Du bør være opmærksom på, at tilstandsrapporten ikke omfatter for eksempel ulovlige installationer. Derfor betyder rapporten ikke, at du nu kender til alle tekniske problemer ved boligen. Hvis du skal købe er det derfor under alle omstændigheder en god idé at tage din egen bygningssagkyndige med ud og se boligen.
For yderligere information besøg:
BoligEjer.dk
Se eksempel på tilstandsrapport
Sælgeroplysningsskema kan hentes her
Folderen "Pas på dit hus" giver gode råd
Tilstandsrapporter udføres sker i henhold til ”Lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom” (Lov nr. 391 af 14. juni 1995).
Du kan læse lovteksten hos Retsinfo.
